fredag den 5. august 2011

Trylle-Pelle

Pelle havde opdaget buskene på vej op af Sønderbjerg.
”Se de gyldne bær, farfar,” havde han sagt.
”Det er hyben. De er ikke modne endnu,” svarede farfar.
”Men det er tryllebær. Jeg vil bruge dem i en trylledrik,” havde Pelle sagt.
Nu sad han foran teltet på Anholt Camping og kiggede på farfar, der lavede mad på noget, der hed et tranklersæt.
”Det er ligesom et komfur, man kan have med sig overalt. Så man for eksempel kan lave mad ude i skoven mellem ulvene,” sagde farfar og stak en tændstik ned over spritten, så en høj, gylden flamme stod op.
”Man kan også lave en trylledrik,” sagde Pelle, der var tre år og normalt gik i børnehave – men nu var på ferie sammen med farfar og Pelles tre store fætre, Morten, Mikkel og Mads.
Den ene af dem, Mads, kiggede op fra det Anders And blad, som han lå og læste i på en luftmadras.
”En trylledrik, Pelle, hvordan vil du lave en trylledrik,” spurgte han.
”Det er nemt nok. Jeg har allerede de tre gyldne bær. Så mangler jeg bare noget af en troldehale og noget mere, og så skal det koge rigtigt,” sagde Pelle, og kiggede på farfar.
”Må jeg gerne koge en rigtig trylledrik,” spurgte han.
Farfar nikkede.
”Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg ved ikke, hvad der skal i.”
”Men det ved jeg,” sagde Pelle. ”Det vigtigste er en troldehale. Ved du, hvor der er nogle trolde farfar?”


*


Farfar tænkte sig lidt om.
”I skoven, måske,” svarede han. ”Måske er der en, der har tabt sin hale. Vil du ikke gå med ham, Mads?”
Mads nikkede og grinede lidt, og så tog de to drenge hver sin cykel og cyklede over i skoven, der lå langs vejen ind mod Anholt By. Eller det vil sige, Pelle cyklede ikke rigtigt. Han havde en løbecykel, som han sparkede af sted. Og så havde han et træsværd, som Mads havde sat fast på bagagebæren.
”Hvis der kommer en trold, så basker vi den med sværdet,” sagde Pelle.
Ude i skoven var der fyldt af krogede træer og lav i skovbunden. Pelle opdagede også en helt masse myrer, der kravlede rundt på en træstub og en lille frø, som forskrækket hoppede væk, da de gik forbi. Men trolde var der ingen af. I hvert fald ikke som Pelle og Mads kunne se.
”Men se! Der er en troldehale. Der må være én, der har tabt den,” sagde Pelle.
”Jeg synes nu bare, det ligner en pind,” sagde Mads.
”Nej, nej, nej. Det er en troldehale. Og den skal i trylledrikken, så kan vi trylle rigtigt i morgen.”


*


Hjemme ved teltet havde farfar tændt op og sat en gryde med vand hen over flammen.
”Om lidt er der te,” sagde han.
”Nej,” sagde Pelle, ”vi skal jo bruge det til trylledrikken.”
Farfar smilede.
”Okay,” sagde han. ”Hvad skal der mere i?”
”Mælk, i hvert fald. Og lidt fløde,” sagde Pelle, mens han kiggede ned i farfars køletaske. Det var der alt sammen.
”Og bærerne selvfølgelig. Tre bær, der skal skæres i tre stykker.”
Pelle hældte det alt sammen ned i gryden og rørte rundt.
Mads kiggede på.
”Skal der ikke også lidt pulver i,” foreslog han og pegede på kaffedåsen.
Pelle nikkede alvorligt:
”Jo, men det vigtigste er troldehalen. Jeg skærer lidt af den af, og putter ned i gryden.”
Lidt efter boblede trylledrikken i gryden.
”Sådan,” sagde Pelle og tog en stor slurk. ”Det virker i morgen.”


*
 
Den nat kunne Pelle næsten ikke sove. Han lå og var så spændt og vendte og drejede sig på luftmadrassen.
Hvad skulle han trylle frem? En is så stor som et telt? En sovepose fuld af slik? Et ægte tivoli med rutsjebaner og karruseller, der pludselig lå på Anholt Havn? Eller en hel masse solskin, så der blev lige så varmt på Anholt, som der var på Sri Lanka?
Selv om Pelle aldrig troede, at han skulle falde i søvn, vågnede han pludselig op. Der var lyst i teltet.
’Nu kan jeg trylle,’ var det første han tænkte.
Mads var også vågnet.
”God morgen, Pelle. Kan du trylle,” spurgte han.
Stemmerne vækkede Mikkel og Morten, der stak hovederne op af soveposerne.
”God morgen, Pelle. Kan du trylle,” spurgte de i munden på hinanden.
Pelle så ivrigt på fætrene.
”Skal vi have slik til morgenmad?”
Fætrene nikkede.
”Abra-ka-dabra-ka dum. Slik, slik, kom,” sagde Pelle.
Og så, så skete der ikke noget. Der var bare det samme telt med de samme soveposer og de samme luftmadrasser.
Pelle prøvede en gang til:
”Abra-ka-dabra-ka-bis. Kom vingummi og lakrids.”
Der skete stadig ikke noget.
Fætrene grinede.
”Du kan da vist ikke trylle,” sagde Morten.
”Jo, jo. Jeg prøver lige igen. Abra-ka-dabra- ka-dækkert. Kom nu med noget lækkert.”
Der skete stadig ingenting.
Mads lynede teltdugen ned og kravlede ud. Farfar var allerede vågen, og sad foran teltet med sin kaffe.
”Ha, ha, ha, Pelle tror virkelig han kan trylle,” sagde Mads.
Mikkel og Morten lo med, og Mikkel sagde:
”Han troede virkelig, at der ville ske noget, hvis han sagde: Abra-ka-dabra-ka-dækkert. Kom nu med noget lækkert”
Farfar lo ikke.
”Vi skal også have noget lækkert til morgenmad. Jeg har købt kanelsnegle.”


*


Da de sad ved campingbordet og guffede blev fætrene ved med at grine af Pelle.
”Jamen altså, han troede virkelig, at han havde fundet en troldehale,” sagde Mads og lo med munden fuld af wienerbrød.
Pelle havde tårer i øjnene.
Farfar lagde en hånd på hans hånd og sagde lavt:
”Bagefter fortæller jeg dig noget.”
Efter morgenmaden blev de store drenge sendt over for at vaske op.
Pelle og farfar sad alene tilbage.
Pelle kiggede på gryden, der i går havde været fuld af trylledrik.
”Jeg tror kun, man kan trylle, hvis man tror på det,” sagde farfar. ”Så det er kun dig, der har en chance. Og måske kan du kun trylle langsomt. Hvis du ønsker noget, der skal ske i løbet af i dag, så sker det måske. Uden at du siger abra-ka-dabra. Og uden at du fortæller nogen, hvad du har ønsket,” sagde farfar.
Pelle nikkede langsomt. Han vidste godt, hvad han ønskede sig. En Anholt-vaffel. En kæmpestor Anholt-vaffel med fem kugler is, flødebolle, guf og flødeskum.
”Den kan du slet ikke spise, Pelle, så den får du altså ikke,” havde farfar sagt.
Da de andre fætre kom tilbage, begyndte de at plage farfar om en Anholt-vaffel.
”Nej,” sagde farfar. ”Jeg har sagt nej og I får ikke nogen.”
’Hm., jeg kan nok ikke trylle,’ tænkte Pelle. Men så huskede han, hvad farfar havde sagt. Man kunne kun trylle, hvis man troede på det.


*


”Hvem vil med op på bjerget,” spurgte farfar.
Bjerget lå lige bag campingpladsen og havde en fantastisk udsigt til vandet og fyret.
Alle de store fætre rystede på hovedet. De ville hellere samle flasker og dåser og bytte dem til penge i kiosken.
”Jeg vil gerne med,” sagde Pelle for det var så rart at være sammen med farfar. De asede og masede op af trapperne, og da de endelig nåede op på bjerget, så Pelle et fantastisk syn. Der lå en hel dynge af dåser.
”Hold da op, der er nogen, der har haft fest heroppe. Femten dåser,” sagde farfar.
Femten dåser betød femten kroner og Pelle fløjtede, da han havde samlet dåserne i sin trøje og båret dem ned til campingkiosken.
”Nu skal vi bade,” sagde farfar og så løb de ned til stranden. I sandet opdagede Pelle noget, der glimtede. En tyver, viste det sig.
”Du er godt nok heldig,” sagde farfar. ”Nu har du tjent 35 kroner på ingen tid. Det er næsten en hel Anholt-vaffel.”
”Hvad koster en Anholt-vaffel da,” spurgte Pelle.
”45 kroner,” svarede farfar.
Resten af dagen gik med at bade, spille yatzy og høre farfar fortælle historier. Efter aftensmaden gik Pelle over mod toiletterne. På vejen blev han stoppet af en dame, der kom ud af sin campingvogn med et forvirret udtryk i øjnene.
”Jeg kan ikke finde mine briller, og jeg kan ikke se et kuk uden. Vil du ikke hjælpe mig,” bad hun. Det ville Pelle gerne. Han kiggede rundt i hendes campingvogn og opdagede brillerne under et blad. ”Ih, tak,” sagde damen. Fornøjet fandt hun pungen frem. ”Ved du hvad, du får en ti´er,” sagde hun.


*


Med mønten i hånden løb Pelle hjem til farfar.
”Farfar, farfar, nu har jeg tjent 10 kroner mere. Må jeg så ikke få en Anholt-vaffel,” spurgte han.
Farfar smilede stort.
”Jo, min dreng. Jeg kører med dig ned på havnen.”
Da Pelle lidt efter sad på bænken foran iskiosken og slikkede på den gigantisk store is, var han glad.
”Så kunne jeg alligevel trylle. Jeg tryllede en helt Anholt-vaffel frem. Det tog bare lidt tid.”

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

1 kommentar:

  1. Hvor var det dog en god historie.
    Skønt med magi og barnligt uskyld.
    Og ja..Selvfølgelig kan vi alle trylle.. Vi skal bare tro på det :)

    SvarSlet