fredag den 12. august 2011

Da Søren og Sara stak af fra SFO´en

’Gid jeg var i børnehaven,’ tænkte Sara. Der var så mange børn i den nye SFO. Børn, hun slet ikke kendte. Og voksne, hun ikke vidste hvad hed.
”Flyt dig. Jeg skal have bolden,” sagde en af de store drenge og masede sig forbi hende.
Sara stod midt i det, der hed en skolegård og kiggede på de andre børn. Drengene, der spillede fodbold og pigerne, der hoppede med en hinkesten.
Egentlig ville hun gerne være med til at hoppe, men hun kunne ikke lide at spørge. Og hun vidste heller ikke engang, hvad pigerne hed.
”Det er meget sjovere at gå i børnehave,” var der pludselig en, der sagde. Sara kiggede til siden og opdagede en dreng med rødt hår og fregner. Han var vist også en af de nye, der lige var startet.
”Det er meget sjovere at gå i børnehave,” gentog drengen.  ”I min gamle børnehave har jeg masser af venner. Og jeg var faktisk den største. Og den stærkeste. Og den der var hurtigst til at løbe.”
Sara nikkede.
”Jeg havde også en helt masse venner i min gamle børnehave,” sagde hun.
”Nu står du i vejen igen. Flyt dig, så jeg kan tage bolden,” råbte en af fodbolddrengene, og masede sig forbi Sara.
*
”Skal vi ikke bare gå hen i vores gamle børnehaver,” spurgte drengen. ”Det er meget sjovere end det her.”
Sara tænkte på, at de voksne havde sagt, at der var én skrap regel i SFOen. Man måtte ikke gå ud af lågen. Selv om man sagtens kunne. Det var slet ikke ligesom i den gamle børnehave, hvor man skulle klatre op for at åbne lågen, og hvor de voksne holdt øje og råbte: ”Hov, hov, hov. Kravl ned! Med det samme,” hvis man prøvede på sådan noget. Her var der bare et håndtag i lågen, som Sara nemt selv kunne åbne.
Sara skævede til drengen.
På en måde kunne det være totalt fedt bare at gå over i den gamle børnehave. Og lege på legepladsen, som hun kendte så godt. Gemmeleg, måske. Sammen med Rikke og Amanda, som stadig gik i børnehaven.
Uden at sige mere tog Sara nogle skridt over mod lågen. Drengen fulgte med. Sara trykkede håndtaget ned. Det var nemt, nemt som ingenting. Lågen gik op og de gik ud. Der var ingen, der så det. Drengene var alt for optagede af fodboldspillet, og pigerne havde for travlt med hinkeruden. Og lige nu var der slet ikke nogen voksne i skolegården.
”Hæ, hæ, så er vi dem, der er smuttet,” sagde drengen, da de kom udenfor og begyndte at gå ned af vejen langs SFOen.
Sara vidste ikke helt præcist i hvilken retning børnehaven lå, men hun fulgtes bare med drengen.
”Hvad hedder du egentlig,” spurgte han.
”Sara.”
”Jeg hedder Søren.”
Et lille stykke tid gik de sammen uden at snakke. Der var mange biler ude på vejen, som kørte forbi dem med fuld fart.
Sara var en lille smule bange. Hendes mor havde så mange gange sagt til hende, at hun ikke måtte gå alene ud på de store veje.
”Vi holder os bare herinde på fortorvet. Så kan der ikke ske noget,” sagde Søren som om, han kunne læse, hvad Sara tænkte.
*

”Hvad er det sjoveste, I lavede henne i din børnehave,” spurgte Sara.
”Vi legede fangeleg. Tigerleg. Sådan at én er en tiger, der skal fange, og de andre er dyr, der skal prøve at slippe væk. Og hvis man for eksempel er en elefant, gør man sådan her.” Søren holdt fast i næsen med hånden, så den lignede en snabel.
”Okay,” sagde Sara. ”Så er jeg en tiger, og jeg fanger dig. GRRRRRRR!!!!”
 Grinende løb Søren af sted, og Sara kunne næsten ikke fange ham. Men til sidst løb han lidt langsommere, og så fik hun fat i hans arm.
”GRRRRR!!!! Jeg æder dig!”  Sara lod som om, hun tog et par bider.
”Hvad var den sjoveste leg, I legede i din børnehave,” spurgte Søren.
”Gemmeleg.”
”Okay. Jeg tæller til 100. Men du må ikke gemme dig længere væk end det røde hus derovre.”
Sara gemte sig bag et busskur, og da hun blev fundet, gemte Søren sig inde i en have bag en hæk.
Bagefter gik de videre.
”Jeg har 20 kroner i lommen. Dem fik jeg af tandfeen, da jeg tabte en tand. Kom, vi går ind i den bager der og køber en kage,” sagde Søren. Sådan noget havde Sara aldrig prøvet før. At gå helt alene ind i en bager og købe en kage. Og så var den oven i købet lækker. Super lækker.
*
”Hvor er din gamle børnehave egentlig henne,” spurgte Søren.
”Aner det ikke,” svarede Sara og kiggede sig omkring.  ”Jeg har faktisk aldrig før været her. ”
”Jeg ved heller ikke, hvor min børnehave er,” sagde Søren.
De to børn gik lidt videre uden at snakke. Sara fik helt ondt i maven.
”Søren, vi skulle aldrig være gået ud af SFOen. Tænk hvis vi aldrig kommer hjem.”
”Vi skal nok komme hjem.”
Sara kunne mærke, at et par tårer begyndte at trille ned af hendes kinder. Det var dumt, dumt, dumt, dumt, tænkte hun. Og så var der pludselig en bil, der kørte op på siden af dem, og bremsede. Inde i den sad to politibetjente i uniform.
”Hej, er det jer, der er Søren og Sara,” spurgte den ene. En stor mand med et venligt ansigt.
Sara nikkede.
”Jeg hedder Bent. SFOen har ringet til politiet, fordi I var gået. Hop ind i bilen, så kører vi jer tilbage,” sagde betjenten.
”Øj, hvor sejt, Sara,” sagde Søren, da de sad på bagsædet. ”Vi kører i en ægte politibil. Er der også blinklys og sirene?”
Bent nikkede.
”Ja, men den sætter vi ikke på nu. Det er kun, hvis vi kører efter nogle røvere og sådan noget. Men ved I hvad, børn, I må altså ikke gå fra SFOen. I kan komme galt afsted, når I sådan render rundt uden voksne. Det var heldigt, at vi fandt jer så hurtigt.”
”Ja, det var dumt,” indrømmede Sara. ”Vi savnede bare sådan vores børnehave.”
Bent nikkede.
”Det kan jeg godt forstå. Jeg savnede også min børnehave, dengang jeg holdt op og begyndte i SFO. Det tror jeg, der er mange, der gør. Men der går bare et lille stykke tid, så er alle de fremmede børn i SFOen slet ikke fremmede længere. Så er de ens venner, og så savner man ikke børnehaven så meget.”
Søren så på Sara og smilede.
”Ja, og nu har jeg i hvert fald fået en ven.”
”Hvem,” spurgte Sara.
”Dig.”
”Nå, ja, og du er også min ven. Og vi kan lege igen i morgen. Vi kan lege tigerleg og gemmeleg.”
”Det kan I,” sagde Bent og kiggede på den bagerpose, som kagen havde været i.
”Men kage, det kan I ikke købe. For fra nu af bliver I inde i SFOen indtil I bliver hentet. Lover I mig det?”
Sara og Søren nikkede og sagde i munden på hinanden:
”Ja, dét lover vi.”


Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

2 kommentarer: