fredag den 22. juli 2011

DD - Drengedetektiverne

Dennis og Dylan sad på toppen af Nordbjerget og spejdede efter færgen, der forlod Anholt med en tuden.
”I morgen er det os, der vinker farvel,” sagde Dennis trist.
Dylan nikkede.
”Det har været en fed ferie. Det er bare ærgerligt, at vi ikke fik en rigtig sag.”
De sidste mange ferier havde de to fætre tjent penge, hver gang de var på Anholt. Som helt små samlede de flasker og dåser, som de byttede til slik i campingkiosken. Senere solgte de saftevand på stranden, men i år havde Dylan haft et kæmpestort smil om munden, da de mødtes i Grenå Havn. På vej til tre ugers ferie i telt foran farmor og farfars campingvogn.
”Jeg har det Dennis. Jeg har den geniale ide. Vi åbner et detektivbureau. DD for Drenge-Detektiverne. Og for Dennis og Dylan,” havde han sagt. Og allerede på feriens første dag, lavede de et kæmpestort skilt i røde, grønne og blå farver, som de hængte op på hele Anholt. Foran Brugsen, nede på havnen ved Riccos kaffebar og på opslagstavlen på campingpladsen, selvfølgelig.
”DD – Drenge-Detektiverne. Vi opklarer alt. Ring til Dennis og Dylan på tlf. 26 22 98 46,” stod der.
”Sådan, Dennis. Så er det bare at vente på den første sag,” sagde Dylan.

*

De næste dage sprang Dylan op, hver gang telefonen ringede.
”Sådan, Dennis. Det er nok et tyveri,” sagde han.
Eller:
”Sådan, Dennis. Nogen er forsvundet.”
Men hver gang var det bare hans mor, der ringede for at høre om, han havde husket at spise sine vitaminpiller og skifte sine underbukser.
”Jeg tror altså ikke, at vi får nogen sag,” sagde Dennis, da den første uge var gået. ”Måske skulle vi hellere begynde at samle flasker. I hvert fald hvis vi skal spare sammen til en Anholt Vaffel.”
”Vent nu bare. Vi skal nok gøre lidt mere reklame. Kom vi sætter en bod op foran opvaskerummet,” sagde Dylan.
Og så hev drengene farfars gamle campingbord frem og satte et stort skilt fast med tape.
”Mysterier løses,” stod der.
Da de havde ventet en times tid, lød der et overrasket udbrud fra opvaskerummet:
”Det er da et mysterium,” sagde en kvindestemme.
Dylan sprang op.
”Et mysterium,” sagde han hurtigt og stak hovedet ind i opvaskerummet.
”Vi løser alle mysterier. Hvad kan vi hjælpe med,” spurgte han.
”Vores opvask. Den er væk. Jeg stillede den lige her, fordi der var kø, og nu er den væk,” sagde damen.
Dennis skulle lige til at sige, at det ikke var den slags mysterier, de løste. At de mere gik efter mord og den slags, men så hev Dylan en notesblok frem.
”Opvask, siger du. Hvordan så den ud? Og hvornår så du den sidst?”

*

Dylan tog noter, mens damen forklarede om orangefarvede tallerkener og kopper med hundemotiver.
”Vi må afhøre vidnerne,” sagde Dylan og begyndte med blokken i hånden at udspørge alle dem, der stod med baljer og opvaskebørster.
”Orangefarvede tallerkener? Kopper med hundemotiver? Nej, dem har vi ikke set,” sagde en ældre dame, og bedre gik det ikke med de andre.
”Kom, Dennis, vi må afsøge campingpladsen. Kigge ind i køkkenerne. Kopper med hundemotiver er nemme at genkende.” Dylan næsten løb fra det ene telt til det andet, og fra den første campingvogn til den næste. Dennis traskede lidt bagefter, men ingen steder var der spor efter orangefarvede tallerkener og kopper med hundemotiver.
”Dylan, vi finder det altså ikke. Og farmor er sikkert færdig med at bage pandekager,” sagde Dennis.
Det var farmor. Og hun råbte, da hun så fætrene.
”Hej, drenge. Hvad har I gang i? I har taget noget forkert opvask med hjem. Og I må virkelig have været distræte og tænkt på noget andet, for I ved da godt, at vi ikke har nogen orangefarvede tallerkener og kopper med hundemotiver.”

*

Oppe på Nordbjerg smilede Dennis ved tanken om opvaske-mysteriet.
”Og den forsvundne hund var jo heller ikke nogen rigtig sag,” sagde han.
Dylan rystede på hovedet.
”Nej, det var ærgerligt, at den blev fundet inden, vi fik hængt plakaterne med efterlysningen op,” sagde han og kiggede drømmende ud over havet.
”Men næste år. Næste år kan det være, at vi får en rigtig sag. Om et stort tyveri, for eksempel. Eller en kidnapning.”
I et glimt forestillede han sig, hvordan han og Dennis ville opklare sagen og komme i avisen.
”Drenge-detektiver redder kidnappet pige,” ville der stå i overskriften. Og når han kom tilbage i skole, ville alle være vilde for at høre, hvordan de havde gjort.
”Vi bliver helte engang,” sagde han.
Dennis rystede på hovedet.
”Jeg tvivler.”
Der var heller ikke meget heltestatus over fætrene, da de kom ned til campingvognen i håb om, at farmors frikadeller snart var færdige.
”Hej, drenge. Det er opvasketid. I er nødt til at vaske op efter frokosten og morgenmaden, ellers har vi ikke noget at spise aftensmad på,” sagde hun.
Og så måtte Dennis og Dylan op til opvaskehuset med baljen.
”Husk nu at få det rigtige med hjem,” råbte farmor efter dem.
Inde i opvaskerummet kunne man også lave mad, og to unge mænd stod og kogte pasta.
”For helvede, Johnny, jeg er træt af at æde pasta med ketchup,” sagde den ene.
”Ja, Frank, det er jeg eddermame også, men vi har ikke en klink. Når vi har betalt for teltet, har vi lige præcis kroner nul, komma nul, komma numsehul tilbage. Vi har ikke engang råd til at gå ned på Casablanca og drikke en øl i aften,” sagde den anden.

*

Om aftenen spillede Dennis og Dylan 500 med farmor og farfar og så kravlede de ind i teltet.
”Sov nu godt, drenge. Jeres sidste nat på Anholt,” sagde farmor.
Om natten drømte Dylan, at han var en mægtig sherif, der gik rundt med en stor sølvstjerne på brystet og opklarede mysterier i det vilde vesten.
Næste morgen vågnede han ved lyden af et brøl.
”Hvad fanden i helvede, min pung er væk. Den lå i mine bukser på stolen foran teltet, og nu er den væk!”
Dylan kravlede ud af teltet og fik øje på en stor rødmosset mand, der stod med et par bukser i hånden og gloede olmt.
”Har du også fået stjålet noget,” sagde en ung pige, der var hoppet ud af sit telt i en sovepose.
”Det har min kæreste også. Hans pung lå lige uden for teltet og nu er den væk. ”
Larmen fik flere og flere folk ud af telte og campingvogne. Med uglet hår og søvnige ansigter. Og mange opdagede, at de manglede et eller andet.
”Der lå tredive kroner i mønter på campingbordet, så jeg kunne vaske. Og nu er de væk,” sagde en mand.
”Jeg kan ikke finde min taske. Kan den også være blevet taget,” spurgte en dame.
”Heldigvis har jeg min pung endnu. Jeg ligger altid med den nede i bunden af soveposen,” sagde en ung fyr snusfornuftigt.
”Hold op, mand. En sag. Vi har en ægte sag,” sagde Dylan.
Hurtigt fiskede han notesblokken frem og begyndte at spørge folk. Havde de mistet noget? Og havde de set noget mistænkeligt om natten?
”Dylan, vi skal pakke. Vi skal jo med færgen klokken tolv,” sagde Dennis.
”Ja, ja, kan du ikke bare lige smide mine ting ned i tasken? Jeg er nødt til at opklare det her. Det er min chance,” sagde Dylan.

*

Lidt over halv elleve kom Dylan tilbage til campingvognen.
”Der er mindst blevet stjålet for 1450 kroner,” sagde han og så ned på blokken. ”Og folk fra mindst elleve telte eller campingvogne er blevet bestjålet. Det må være sket i nat, mellem klokken tre og klokken fem, for der sad et helt selskab og drak øl ude ved stien indtil klokken tre, og de har ikke set nogen mistænkelige personer gå omkring. Til gengæld lå alle herefter og sov indtil klokken fem, hvor en baby vågnede og vækkede sin mor. Og hun så heller ingen mistænkelige personer. Så tyverierne må altså være sket mellem klokken tre og klokken fem,” opsummerede han.
Farfar smilede.
”Godt klaret, Dylan. Men det bliver først rigtig flot, hvis du kan finde ud af, hvem tyven er.”
Farmor brød ind:  
”Men det får du svært ved, Dylan, for færgen sejler om godt en time.”

*

Nede på havnen var der fyldt med folk, hunde, kufferter, tasker og poser. Dennis stod og var lidt trist. Det var altid så ærgerligt, når Anholt-ferien var forbi. Dylan havde ikke tid til at ærgre sig. Han gik rundt og rundt på havnen, som om han lyttede eller kiggede efter et eller andet.
”Nå, der er skiftedag,” sagde farmor. ”De to politimænd, der har været på Anholt den sidste uge, tager færgen tilbage til Grenå – og så kommer der to andre i aften.”
”Kan vi ikke lige nå en Anholt-vaffel som farvel,” spurgte Dennis.
Farmor nikkede.
”Kom Dylan. Der er afskedsis,” råbte hun.
Ovre foran Molevitten stod to unge mænd med hver sin kæmpe Anholt-vaffel i hånden.
”For helvede, Johnny, det smager godt med sådan en djælvel. Fem kugler is, guf og flødebolle. Tror du, du kan æde den hele.”
”Det kan du bande på, Frank, og bagefter køber vi slik, chips og kage til at tage med på færgen.”
”Jep, Johnny, men vi skal altså også have en lur på færgen. Vi kan ikke æde hele tiden.”

*

Da Dennis og Dylan var kommet ombord på færgen og havde vinket farvel til farmor og farfar, satte de sig ud på soldækket.
Dylan skiftevis bladrede i sine notater og kiggede ud over vandet, som om han tænkte sig godt om.  
”Sådan, Dennis,” sagde han pludselig.
”Jeg har det! Jeg ved hvem, der gjorde det. Jeg ved, hvem der er tyven. Eller rettere: Tyvene.”
Dennis så mystificeret på ham. Han anede ikke, hvad fætteren snakkede om.
Men Dylan gik direkte over til de to politimænd, der sad ved et bord og drak kaffe. Forklarede et eller andet og pegede diskret over mod to mænd, der på en eller anden måde forekom Dennis bekendt. Så gik Dylan tilbage til Dennis.
”Bare vent, Dennis. Nu skal du se, at far her har gjort sit detektiv-arbejde ordentligt.”
Måbende så Dennis til, mens de to politimænd gik over til de to unge mænd, som Dennis med ét genkendte. De havde boet på campingpladsen, og lavet aftensmad, mens han og Dylan vaskede op i går.
Et lille stykke tid talte politiet med de unge mænd. Så begyndte tårerne at trille ned af kinderne på den ene. Han åbnede sin taske og hev den ene pung og taske efter den anden frem, som han gav til politiet.
”Færgen er i Grenå om få minutter,” lød det i højttaleren.
Den ene politimand kom over til Dylan.
”Du havde ret,” sagde han. ”Det var godt regnet ud. Og vi skal nok sørge for at alle på campingpladsen får deres penge og ting igen.”
”Hvordan i alverden kunne du vide det,” spurgte Dennis.
”Nemt nok” svarede Dylan. ”I går, da vi vaskede op, talte mændene om, at de ingen penge havde. Og i dag havde de pludselig råd til Anholt-vafler og slik. Og så var de trætte. Trætte som man er, hvis man ikke har sovet mellem klokken tre og klokken fem om natten.”
Dennis så imponeret på sin fætter.
”Så tror jeg alligevel godt, jeg vil være med igen til næste år. Når DD – Drenge-Detektiverne genopstår på Anholt.”


22 kommentarer:

  1. Min søn på 6 har lige hørt denne historie og var vild med den.

    SvarSlet
  2. Tak 'Bisse' - det er
    godt at høre... : )

    SvarSlet
  3. Min søn på 5 et halvt år var også hel vild med den :)
    Kommer der en efterfølger?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Peter Jeg har forløig ikke planer om en efterfølger - men det er da en god ide.

      Slet
  4. Jeg skulle hilse fra min dreng på 8 år, og han er helt vild med historien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt at høre - håber at han også finder andet, han kan lide her på siden. Gode hilsner Maria Rørbæk

      Slet
  5. Hej Maria..... Min datter på 7år var også helt tosset med dd...... Hun vil altså høre en historie mere om gutterne...... Som du nok kan høre har du ikke noget valg mht en efterfølger.....;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at høre at din 7-årige datter kunne lide historien. Jeg må se om, jeg kan finde på mere om de to drenge... : )

      Slet
  6. Historien var megagod. Kan du lave nogle flere? Hilsen Alexander, 6 år 👍🏻

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at høre at Alexander kan lide historien. Der er mange andre historier, I kan læse her på bloggen, men desværre ikke andre om de to drengedetektiver. Men måske kommer der nogle på et senere tidspunkt.

      Slet
  7. Jeg synes at den historie var mega god. Den begyndte at være meget spændende da tyveriet startede. Mvh. Armand. 6 år

    SvarSlet
  8. Tak Armand. Dejligt at du kunne lide historien.

    SvarSlet
  9. Altså den virker ikke kun på små børn min veninde skal lige siges nu veninde er 15 år som har søvn problemer faldt i søvn til den jeg syntes selv det er en rigtig godt historie og jeg vil bruge den til min søsters børn

    SvarSlet
  10. BASTIAN SYNES HISTORlEN VAR GOD.

    SvarSlet
  11. Hej :) Thea og Andreas siger godnat og tak for en sjov historie.

    ☺😇

    SvarSlet
  12. Kristina, Magne og Herbert syntes alle sammen at historien var rigtig god.

    SvarSlet