fredag den 4. marts 2011

Lily - den heldige havskildpadde

Da Sofie for femte gang i træk vandt i Ludo, smilede farfar bredt:
- Du er godt nok heldig, sagde han, men du er ikke lige så heldig som Lily - den heldige havskildpadde.
Nu var der en historie i vente, gættede Sofie og lagde terningerne fra sig.
Hun og farfar sad i kahytten på farfars båd, Blåtunge. Det var en lille båd, men farfar havde sejlet hele jorden rundt i den. Til fjerne tropeøer og gennem kanaler, hvor der lurede pirater. Nu vuggede Blåtunge blidt i Århus Havn, og farfar og Sofie vuggede med.
- Hvad skete der med Lily – den heldige havskildpadde, spurgte Sofie.
- Jo, ser du, begyndte farfar. Lily var en meget speciel havskildpadde. Hun var hvid. Albino, som det hedder, og det er der kun én ud af en million havskildpadder, der er.
- Er det specielt heldigt, spurgte Sofie.
Farfar nikkede:
- Jeg tror det. Lily var i hvert fald heldig. Allerede da hun var én dag gammel, og altså var meget yngre end din fætter, der er baby, var hun endnu mere heldig end dig. Og du er jo ellers heldig, i hvert fald når vi spiller spil.
- Hvorfor var hun så heldig, spurgte Sofie.
- Fordi hun overlevede. Fordi hun blev én dag. Det er langt de færreste havskildpaddeunger, der lever så længe. De fleste når kun lige at stikke hovederne ud af æggene, og gå et par skridt, så er livet allerede forbi…Havskildpaddemødrene kommer op fra havet om natten, og lægger deres æg på stranden, og det gjorde Lilys mor også. Det var en stjerneklar nat. Månen lyste hvidt på himlen, og Lilys mor kravlede op på stranden Bentota på Sri Lanka.
- Kan havskildpadder godt kravle op på stranden. Skal de ikke være i havet, spurgte Sofie.
- Jo, sagde farfar, de hører til i havet og lever det meste af deres liv i havet, men de kan godt komme op på land, og klare sig i nogle timer - så skal de ud i vandet igen, ellers dør de. Men nogle timer var også nok for Lilys mor. Hun gravede et hul i sandet, og lagde ægget med Lily ned i det - og selvfølgelig også æggene med alle Lilys søskende i. Hundrede æg, lagde hun. Så kravlede hun tilbage i havet.
- Og hvad så? Hvad skete der så med Lily og alle hendes søskende, spurgte Sofie.
- Jo, sagde farfar, normalt kommer havskildpaddeungerne ud af deres æg cirka to måneder efter, at de er blevet lagt, og så begynder de at kravle ud mod havet. Det er en meget farefuld færd, for havskildpaddeungerne har nemlig mange fjender, der gerne vil æde dem. Fugle, for eksempel, der kredser på himlen og styrtdykker med deres spidse næb for at hapse en havskildpadde på vej ud. Og mange havskildpaddeunger når slet ikke engang at komme ud af deres æg. De bliver taget inden, af mennesker, fiskere, der samler æggene for at spise dem.
Sofie gøs. Så var det godt nok noget nemmere at være et menneskebarn.


*


- Men Lily, hvad skete der med Lily, spurgte Sofie.
- Som jeg fortalte dig: Lily var heldig. Hun blev samlet op af nogle mennesker, der på ingen måde havde tænkt sig at æde hende. De har et skildpaddehjem i Bentota, hvor de samler i hundredevis af skildpaddeæg ind, og lader dem udklække i fred og ro. Når skildpaddeungerne kommer ud, kan ingen fugle æde dem, og ingen fiskere samle dem som føde. Og når ungerne er blevet store, så store som en halv hånd, bliver de sat ud i havet, så de kan leve deres skildpaddeliv under bølgerne mellem koralerne.
- Og Lily – blev hun så også sat ud, spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
- Nej, folkene på skildpaddehjemmet syntes, at hun var så sød og speciel, fordi hun var helt hvid, så de lod hende blive. Og det var heldigt for Lily, for ude i havet ville hun hurtigt dø, selv om hun var blevet større. En hvid skildpadde er alt for nem at se for andre dyr, og hun ville nok hurtigt blive ædt af en haj.
- Så det var altså derfor, at hun var Lily – den heldige havskildpadde, spurgte Sofie.
Farfar nikkede.
- Ja, men ikke kun derfor. Der var én gang mere, hvor hun var heldig, og det var nok den heldigste gang af dem alle.
Farfar kiggede ud af det vindue, der kaldes et koøje på et skib. I Århus Havn var gadelygterne blevet tændt.
- Det er seks år siden. Det var dengang, jeg selv var på Sri Lanka i Blåtunge her, sagde han og klappede på siden af båden.
- Dengang skete der faktisk noget forfærdeligt. Noget ganske forfærdeligt.
Farfar sænkede stemmen:
- Tsunamien, sagde han.
- Tsunamien, gentog Sofie. Hvad er det?
- Tsunamien. Den store flodbølge, svarede farfar.
Igen kiggede han ud af koøjet. Vandet i Århus Havn var ganske stille.
- Det var tilsyneladende en fin dag på Sri Lanka. Solen skinnede. Folk var glade. Nogle turister badede. Fiskerne var på havet i deres både. Og så pludselig kom en kæmpe bølge skyllende ind over land. En bølge så stor, som du næsten ikke kan forestille dig. Den rejste sig som et højt hus, og vandet væltede ind over landet. Det var så voldsomt at busser væltede. At huse brasede sammen.
- Hvordan i al verden kunne det pludselig ske, spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
- Det er svært at forklare. Det var noget med et jordskælv et helt andet sted i verden, der pludselig pressede vandmasserne af sted.


*


- Og Lily, skulle Sofie lige til at spørge, og så så hun pludselig meget forskrækket ud.
- Og dig, farfar, hvor var du henne?
- Ja, det var utrolig heldigt. Hvis jeg var gået rundt på stranden, kunne jeg faktisk være druknet, så voldsomt var vandet. Men lige den dag havde jeg lejet en scooter for at køre ind i landet og se et tempel, så der skete ikke noget med mig. Og heller ikke med Blåtunge, for hun lå til ankers langt ude i vandet, og selv om hun fik en ordentlig tur af bølgen, og røg op og ned, ramte hun ikke noget, så hun gik ikke i stykker.
- Og Lily, spurgte Sofie så, hvad skete der med Lily.
- Ja, lige i det øjeblik, hvor Tsunamien kom, var hun ikke heldig. For skildpaddehjemmet lå kun cirka hundrede meter fra stranden, og da den gigantiske flodbølge kom skyllende, rev den alting med sig. Den væltede huset, hvor ejerne af skildpaddehjemmet boede. Den rev palmetræer op med rode, og den slog hul på alle basinnerne, så skildpadderne røg ud til alle sider.
- Men var det så ikke heldigt? Så kom Lily jo ud i havet, hvor hun egentlig hørte til, sagde Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
- Nej, Sofie, jeg har jo fortalt dig, at hun ikke kan leve længe i havet. At hun hurtigt ville blive ædt af en haj. Men alligevel ville det være meget bedre for Lily, hvis hun var røget ud i havet, for det der skete var, at hun blev skyllet længere op på land, og da den store flodbølge trak sig tilbage, røg hun ned på jorden. Og her kravlede hun fortvivlet rundt, for som jeg sagde til dig, havskildpadder kan kun leve nogle timer på land, så skal de ud i vandet. Ellers kan man sige, at der sker det omvendte af at drukne. De dør, fordi de ikke kommer i vandet.
Sofie fik tårer i øjnene.
- Og hvad så. Døde Lily så?
Farfar svarede ikke. I stedet fortsatte han med at fortælle:
- Lily kæmpede. Instinktivt vidste hun, hvilken vej havet lå. Måske kunne hun lugte det, eller sådan noget. Hun gik og hun gik, i retning af havet, men hun havde ikke en chance. Der var alt, alt for langt, og selv om hun asede og masede og stred sig af sted, ville hun aldrig have nået det. Men så blev hun pludselig løftet op. Af en mand, der havde set hende kæmpe sig frem. For som sagt: En hvid havskildpadde er nem at se. Det ville have været skidt, hvis hun var blevet fundet af en haj, men nu blev hun fundet af en mand, der bar hende tilbage til havskildpaddehjemmet – eller dét, der havde været et havskildpaddehjem. Det var jo helt smadret af Tsunamien. I første omgang blev Lily bare lagt ned i en stor balje, men siden byggede de havskildpaddehjemmet op igen og lavede et stort bassin til hende. Så nu ved du, hvorfor hun hedder Lily – den heldige havskildpadde.
- Og hun findes altså rigtigt, spurgte Sofie.
Farfar nikkede.
- Det gør hun i hvert fald. Du kan selv se hende, hvis du en dag kommer til Bentota i Sri Lanka.
- Så det er altså en helt, helt ægte historie, spurgte Sofie.
Farfar nikkede igen.
- Helt ægte.
- Hvordan kan du vide det, spurgte Sofie.
- Fordi det var mig, der var manden. Det var mig, der samlede Lily op, og bar hende tilbage til havskildpaddehjemmet. Men nu vil jeg ikke fortælle mere. Nu skal vi spille. Lad os tage en omgang Ludo mere.
Sofie nikkede og smilede.
- Jep, sagde hun. Men tag dig i agt. Jeg vinder. For jeg er heldig. Heldig som Lily - den heldige havskildpadde.

Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar