torsdag den 10. februar 2011

En branduhyggelig historie

”Farfar, i aften skal du fortælle en uhyggelig historie. En branduhyggelig historie.”
Sofie så spændt op på farfar, men han rystede på hovedet:
”Nej, Sofie, jeg vil meget hellere fortælle en sød historie. Om et pindsvin for eksempel. Eller en prinsesse,” svarede han.
”Ih, altså, farfar. Hørte du ikke, hvad jeg sagde: En u-hyg-ge-lig histore. En branduhyggelig historie. Hvis den skal handle om en prinsesse, skal den i hvert fald handle om en prinsesse, der bliver ædt. Af en trold," sagde Sofie.
Farfar tøvede lidt.
”Okay, Sofie,” sagde han så, ”men så skal lyset i hvert fald være tændt. Ellers tør jeg slet ikke fortælle. Og jeg lukker døren igen, så farmor ikke kan høre, hvad jeg fortæller.”
Farfar tændte Sofies store lampe i loftet og lukkede døren.
”Nu skal du bare høre,” begyndte han.
Der var engang en trold, der boede i en skov. Den var så sulten, at dens mave rumlede højere end du kan larme, og du kan larme højt.
”Jeg er så skruphamrende sulten,” sagde trolden.
”Jeg trænger til at æde nogen. Jeg trænger til at æde et barn.”
Sofie gøs.
”Godt, farfar, sådan skal det være,” sagde hun, og lagde sig godt til rette under dynen.
”Denne her trold var den mest uhyggelige trold, du kan forestille dig,” fortsatte farfar.
Den havde lange sorte hår over det hele, og i de sorte hår kravlede små edderkopper rundt. Den havde store røde øjne, og et kæmpestort gab med sylespidse, gule tænder.”
Sofie nikkede.
”Nemlig, ja, sådan en trold skal det være.”
”Og trolden levede kun af én ting. Den spiste hverken bøffer, kartofler, gulerødder eller kyllingelår. Det eneste den ville æde var børn, men der kom ikke nogen børn, den kunne æde. Faktisk var der gået flere år uden, at trolden havde fået noget at spise, og det var derfor, at den var så sulten. Frygteligt sulten,” fortalte farfar.
Tidligere havde trolden bare siddet ude i skoven og ventet på, at der skulle komme et barn forbi, men det gjorde der ikke. For trolden var kun oppe om natten, og der kom aldrig børn i skoven om natten. De kom kun om dagen, når trolden lå i sin troldehule og sov, fordi den hadede solen og lyset. Der kom grævlinge, og ugler og flagermus, men ingen børn. Og nu havde trolden besluttet, at det var nok med alt den ventetid.
”Jeg drager ud for at finde et barn, jeg kan æde,” sagde den.
                                                                                       *
Lidt derfra boede der faktisk et barn. Det var en prinsesse, der hed prinsesse Pia, og hun boede på et stort lyserødt slot helt oppe i tårnværelset. Deroppe kunne hun kigge ud af vinduet og se over på skoven.
Det var sommer og prinsessen var glad.
”Sikke dog skoven er smuk og grøn,” tænkte hun. Men hun vidste jo heller ikke, at der gik en trold rundt som ikke tænkte på andet end hvordan, den kunne komme til at æde et barn.
Prinsesse Pia var utrolig sød. Hun var næsten altid glad, og hun drillede aldrig nogen. Hvis hun havde noget slik, spurgte hun altid om hofdamerne eller lakajerne ville have noget. Og hun gik tit og sang smukke sange, som andre blev glade for at lytte på.
”Og hvad så, farfar. Det er da ikke særligt uhyggeligt med en prinsesse, der deler slik ud og synger sange,” indskød Sofie.
”Nej, nej,” sagde farfar, ”lad mig nu fortælle historien…”
”Nå, men en aften skulle prinsessen sove oppe i sit sovekammer. Og det var netop dén aften, hvor trolden var gået ud for at finde et barn, som den kunne æde. Det var buldrende mørkt, og man kunne ingenting se, hvis man havde slukket sit lys, og det havde prinsesse Pia.”
Sofie skottede op til hendes egen lampe, der sendte blødt hvidt lys ud, så man kunne se alting inde på værelset. Både sovedyrene og teaterplakaterne på væggen.
Farfar kiggede sig også lidt rundt på værelset og holdt en lille pause, som om han tænkte sig godt om.
”Ja, nu hørte du lige, at jeg sagde, at man ingenting kunne se. Men det er faktisk ikke rigtigt. Man kunne godt se noget, hvis man var en trold, i hvert fald, hvis man var denne her trold, for den kunne se i mørket med sine store røde øjne. Den kunne også lugte med sine store sorte næsebor, og den kunne lugte børn. Lige da den kom ud af skoven, snusede den ind med næsen en helt masse gange, og så lo den en høj, uhyggelig latter.
”Hæ, hæ, hæ, jeg kan lugte et barn. Det bliver lækkert. Jeg skal æde et barn.”
Sofie gøs igen og trak dynen tættere rundt om sig.
”Trolden gik målrettet hen imod det lyserøde slot,” fortsatte farfar, ”for den kunne jo lugte prinsesse Pia. Da den kom hen til slotsmuren lænede den nakken tilbage, for den kunne lugte at prinsessen var deroppe.
”Og hvad så, den kunne vel ikke komme op til prinsessen, når hun sov helt oppe på tårnværelset,” spurgte Sofie. Hendes stemme lød en lille smule forskrækket.
”Jo,” sagde farfar, ”det var lige hvad trolden kunne. Den havde nemlig sådan noget klisterstads under fødderne, så den kunne kravle op af vægge. Og det gjorde den. Den kravlede op af slotsvæggen og lige ind på prinsessens værelse.”

                                                                                       *

Nu så Sofie i hvert fald skræmt ud. Hun turde næsten ikke trække vejret.
”Og hvad så, farfar?” spurgte hun.
”Jo, da trolden var kravlet ind på prinsessens værelse kunne den jo se det hele med sine røntgenøjne. Både sovedyrene og teaterplakaterne på væggen, og den kunne se prinsessen, der lå og sov i sengen. Og så gik den direkte hen imod hende og åbnede sit store gab med de sylespidse tænder.”
”NEEEEE-E-E-E-E-E-EJJJJJJ,” skreg Sofie.
”Jeg mente det ikke alligevel. Trolden skal alligevel ikke æde et barn. Den skal alligevel ikke æde prinsessen!”
Farfar tav et øjeblik. Så sig igen om i værelset, som om han tænkte sig om.
”Nå, men øh, men øh, men øh,” begyndte han.
”Det var ikke kun trolden, der kunne se i mørket. Det kunne prinsessens kæledyr også. Pindsvinet Palle, der boede i en kasse under hendes seng. Han sov for det meste om dagen, og vågnede om natten, og han var faktisk også vågen nu. Og han havde opdaget, at trolden var kommet ind i prinsessens værelse. Pindsvinet Palle var egentlig lidt bange for trolde, for det tror jeg, at de fleste er, men han var endnu mere bange for at trolden skulle æde prinsessen, for hun var hans aller bedst ven, og hun gav ham vand og mad hver dag. ”
Sofie så stadig skræmt ud.
”Farfar,” sagde hun.
”Hvordan i alverden skal et pindsvin dog redde en prinsesse fra at blive ædt af en trold?”
”Jo,” sagde farfar. ”Nu skal du høre. Pindsvinet løb frem og stak sine lange pigge ind i troldens ben, og så skreg trolden af forskrækkelse: Uuuuuaaarrrhhh!!! Og den lyd vækkede prinsesse Pia. Hun tændte sin natlampe og stirrede lige ind i hovedet på trolden.
Heldigvis blev trolden lige så forskrækket som Pia. Han hadede nemlig lys. Lys var det værste, han vidste.
Pia kunne se på troldens øjne, at han ikke kunne lide lyset, så hun greb lampen og pegede den lige hen imod troldens ansigt.
Nu skreg trolden igen:
”Uuuuaaaaarrrrhhhh!” Og så løb den væk fra sengen, hen til vinduet og ned af muren. Den spurtede væk fra slottet og ind i skoven, hvor der var helt mørkt og ikke den mindste stråle lys.
”Pyha,” sagde Sofie, og åndede lettet op.
”Ja,” sagde farfar, ”så trolden turde aldrig mere komme tilbage til slottet og prøve at æde prinsessen.
”Men åd den så et andet barn,” spurgte Sofie.
Farfar rystede på hovedet.
”Nej, faktisk fandt trolden noget andet den kunne æde. Og det var grene og blade. Dem havde den aldrig før prøvet at spise, og de smagte faktisk godt, syntes trolden.”
Farfar puttede dynen godt rundt om Sofie.
”Tak, farfar, så fik jeg den branduhyggelige historie, jeg ville have,” sagde hun.
Farfar smilede.
”Ja, og du fik også den historie om et pindsvin og en prinsesse, som jeg ville give dig.”


Tak for inspiration til Emil og Maja, der gerne ville høre en uhyggelig historie.
Copyright: Maria Rørbæk / godnathistoriertilditbarn.blogspot.com


Historien er illustreret af Ingrid Rørbæk - hvis du vil tegne til en historie, så send den i elektronisk form til mig på mariaroerbaek@hotmail.com

22 kommentarer:

  1. det er verdens bedste historie mvh bertram og sidse

    SvarSlet
  2. jeg har et godt foreslag til din næste historie du kan skrive om en verden hvor det er børn der bestemmer eller hvor tingene på en anden måde er omvendte f.eks det lækre er ulækkert mvh. jonathan fra strindbergsvej

    SvarSlet
  3. Hej Jonathan, tak for din ide. Den historie får du på fredag.

    SvarSlet
  4. ”Trolden gik målrettet hen imod det lyserøde slot,” fortsatte farfar, ”for den kunne jo lugte prinsesse Sofie.? o.O Skrive fejl ikke hehe :p

    SvarSlet
  5. Det har du ret i, Mie Amalie Strand, nu har jeg rettet det til prinsesse Pia.


    SvarSlet
  6. God historie. Elsker den og jeres hjemmeside med godnathistorier min lille søster på 5 sover altid når jeg læser det op for hende😊

    SvarSlet
  7. Hej Amne Amne. Mange tak for din besked. Det lyder sørme hyggeligt, at du læser op for din lille søster på fem år. Venligst Maria Rørbæk

    SvarSlet
  8. Vi nyder også at læse dine historier, hilsen Karina og Oliver 6 år 😊

    SvarSlet
  9. Dejligt at høre, Karina og Oliver. Tak for jeres hilsen.

    SvarSlet
  10. Hold da op nogle gode små historier. Tak fra far og søn 😊

    SvarSlet
  11. Det var en rigtig rigtig god historie. Venlig hilsen Karla på 6 år

    SvarSlet
  12. Rigtig god og uhyggelig historie som vi har hørt et par gange tak for en god godnat historie

    SvarSlet
  13. God historie, hilsen Sara på 7 år og hendes far der syntes at historien var lidt uhyggelig😉

    SvarSlet
  14. Tak og god fornøjelse med bloggen.

    SvarSlet
  15. Tusind tak for den gode historie, jeg synes det var super god og uhyggelig på en god måde.
    Jeg vil gerne have flere historier som er uhyggelig 😉🙏🙏🙏
    Kærlig hilsen Alma Leonila ♥️

    SvarSlet
  16. Tusind tak for den gode historie, jeg synes det var super god og uhyggelig på en god måde.
    Jeg vil gerne have flere historier som er uhyggelig 😉🙏🙏🙏
    Kærlig hilsen Alma Leonila ♥️

    SvarSlet