fredag den 18. februar 2011

Al magt til børnene

”Farfar, hvorfor er det alting som det er?”
Farfar og Sofie var på vej igennem skoven.
”Hvad mener du med, at alting er som det er,” spurgte farfar.
”Jo,” begyndte Sofie, ”himlen, ik, den er over os, og jorden den er under os. Men det kunne jo lige så godt være omvendt. Så jorden var øverst og himlen nederst. Og fuglene, ik, de flyver, mens fiskene svømmer, men det kunne jo lige så godt være fisk, der svømmede rundt mellem os her i skoven, og der så var fugle i skovsøen derovre.”
”Og tis, ik, det smager klamt. Eller det tror jeg i hvert fald, det gør, for jeg har aldrig smagt det. Og sodavand er lækkert. Men hvorfor er det ikke omvendt, sådan at der blev serveret tis til børnefødselsdag, og folk sagde adr., hvis de fik noget sodavand på sig?”
 
”Hm.,” svarede farfar, ”men det er jo heller ikke alting, der bare er, som det er. Den sti vi går på for eksempel, den er her jo kun, fordi der er nogle, der har fældet træerne her og lavet stien, og vi går her jo kun, fordi vi besluttede at gøre det for at gå ned til kiosken og få en is.”
”Ja, ja, det er ikke alting, der bare er, som det er, men der er rigtig meget, der er det. Meget der bare altid er på samme måde, og som lige så godt kunne være omvendt,” fortsatte Sofie.
”Voksne, for eksempel, de vil altid bestemme over børn, men hvorfor er det ikke omvendt, så børn bestemmer over voksne?”
Farfar smilede. ”Tja, Sofie,” dét kender jeg faktisk en historie om. Al magt til børnene, hedder den. Vil du høre?”
Det ville Sofie gerne, og så begyndte farfar at fortælle:

                                                *

”Der var en gang to søskende. Karl og Katrine, hed de, og de var rigtig trætte af, at de voksne altid ville bestemme alting,” begyndte han.  
”Nu skal I i seng. Jeg tæller til ti, og så børster jeg jeres tænder. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, ” sagde deres far for eksempel altid, lige når de var i gang med den allersjoveste leg, og bare slet ikke havde lyst til at gå i seng.
”To stykker chokolade, sagde jeg. Ikke ti. Der skal også være plads til grønsagerne,” formanede deres mor for altid, når de var på besøg hos nogen, og der var slik på bordet.
”Gid, det var omvendt,” sagde Karl en dag, da Karl og Katrine lige var blevet puttet i hver sin køjeseng.
”Gid, det var omvendt, så det var børnene, der bestemte alt.”
”Sådan kan det blive,” sagde en lille tynd stemme.  Frem fra gardinet trådte en lille spinkel dame med en gylden tryllestav i hånden.
”Jeg er en fe, og jeg har fødselsdag i dag. Det betyder, at jeg skal give nogle en gave, for sådan er det hos feer lige modsat hos mennesker. Når vi har fødselsdag, giver vi andre gaver. Og min gave til jer er, at I hver må få et ønske opfyldt.”
”Wouv,” råbte Karl ivrigt uden at tænke sig om i så meget som et enkelt sekund.
”Så ønsker jeg, at det bliver sådan, at børn bestemmer alt. Alting og det hele og rub og stub. De voksne skal ikke bestemme noget som helst. Al magt til børnene,” sagde han.
”Så gerne,” sagde feen, og i det samme kom der et gyldent glimt fra hendes tryllestav.
”Sådan er det fra I vågner,” lovede hun.
Hele natten lå Karl og Katrine uden at kunne sove. Så spændende syntes de, at det var. Tænk at det i morgen var børnene, der skulle bestemme i stedet for de voksne.

                                                *

Da Karl og Katrine vågnede fløj de ud af sengene, og ned i køkkenet. Normalt plejede de at gå på trapperne, men nu kurede de ned af gelænderet, ligesom de havde set Tommy og Anikka gøre det i Pippi Langstrømpe.
”Hov, hov,” råbte mor, ”I ved godt, at I ikke må lege på trappen. Det kan være farligt.”’
”Det bestemmer du ikke,” sagde Karl, og så tog han en rutschetur mere .
Så gik børnene ned i køkkenet og spiste chokolade med vingummi og sodavand til morgenmad.
”Det der ser ikke sundt ud. I skal da spise havregrød som I plejer,” sagde mor, men Karl og Katrine rystede bare på hovederne.
”Desværre. Dét bestemmer I ikke, ” sagde de i munden på hinanden.
Da mor bagefter ville børste deres tænder, rystede Karl og Katrine igen på hovedet.
”Niksen, biksen,” sagde Karl, ”det er kedeligt at få børste tænder.” I stedet  tændte han for fjernsynet. Der var en tegnefilm med Mickey Mouse.
”I ved godt, I ikke må se fjernsyn til hverdag,” begyndte far, men denne gang grinede Karl og Katrine bare.
”Drop det far, det er børnene, der bestemmer,” sagde Karl. ”Og vi bestemmer også, at vi ikke gider i børnehave lige nu. Vi vil hellere se film.”
”Jamen, det kan I ikke, for jeg skal jo på arbejde,” sagde far.
”Forkert igen, far, vi bestemmer, hvad der skal ske, og du skal bliver hjemme hos os,” sagde Katrine.
”Nej, endnu bedre, vi skal i Tivoli,” sagde Karl.
Far rev sig i hovedet.
”Æv, det var ikke lige dét, jeg havde tænkt mig i dag, men det er jo jer, der bestemmer,” sagde han.
Og så var det besluttet.

                                                *
På en måde blev det alle tiders dag.
Karl og Katrine spiste kun lækre ting. En is med flødebolle og flødeskum til frokost. Candyfloss i stedet for frugt og brød. Og en kæmpestor slikkespind ind i mellem.
Til aftensmad skulle far både lave lasagne, pizza og spaghetti med kødsause, og Karl og Katrine spiste kun nogle bidder af hver portion.
I Tivoli bestemte de, at de skulle have turpas, og de kørte rundt i både rutschebanen, radiobilerne og karusellerne. Og bagefter besluttede Karl, at de skulle ind i en legetøjsforretning og have ti gaver hver.
”Det er skønt at bestemme, ikke, Katrine, ” sagde Karl med favnen fuld af en bil, en pistol og en soldaterfigur.
”Jo,” sagde Katrine, ”der både havde fået et dukkehus, en dukkefamilie og en helt masse klæde ud tøj.”
Men om aftenen var det alligevel som om, det ikke var helt så sjovt.
Katrine havde fået ondt i maven af alt det slik, hun havde spist hele dagen, og Karl faldt, da han kurede ned af gelænderet for treogtyvende gang.
”Ærgerligt, at vi har brugt så mange penge i dag på legetøj og slik og tivoli,” sagde mor, da hun sad med computeren og kiggede på, hvor mange penge far og mor havde.
”Nu har vi faktisk brugt alle pengene i denne her måned, så må vi lade være med at købe regntøj til børnene, og det er surt, at de skal blive helt våde,” sagde hun.
Og da Karl og Katrine kom op og skændes om hvem, der måtte lege med klæd-ud-tøjet, var der ingen far eller mor, der kunne stoppe dem og sige:
”Slut færdig. Nu holder I op med at skændes!” Og så skændtes Karl og Katrine bare mere og mere. De råbte højere og højere ad hinanden, og begyndte også at slå og sparke hinanden.
”Jeg ville ønske, at I ville holde op, men jeg kan jo ikke bestemme det,” sagde mor.

                                                *

Nu var Katrine blevet helt ked af det. Det var faktisk slet ikke så sjovt, som hun troede, at det ville være. Men pludselig kom hun i tanke om noget: Ønskefeen. Den havde jo sagt, at begge børn måtte få et ønske opfyldt, men det var kun Karl, der havde ønsket.
Sofie løb op på værelset for at se om, ønskefeen var der.
”Ønskefe, ønskefe,” kaldte hun og pludselig lød den spinkle stemme igen:
”Ja, hvad er der,” spurgte den.
”Jeg vil også ønske, må jeg det,” spurgte Katrine.
Ønskefeen smilede og holdt sin gyldne tryllestav frem.
”Ja, selvfølgelig,” sagde den.
”Jeg ønsker, at de voksne må bestemme lidt igen. Bare nogle ting. De vigtigste,” sagde Katrine. Og så så hun for anden gang lysglimtet fra ønskefeens tryllestav.
”Katrine,” var der i det samme en stemme, der lød.
”Katrine, du skal i seng nu, for ellers er du alt for træt, når du skal op i morgen. Og du skal lige have børstet tænder.”
Katrine smilede med øjnene, da hun åbnede gabet op, så mor kunne børste.
Helt tosset var det nu ikke, at mor fik lov til at være med til at bestemme.”

                                                *

Farfar smilede til Sofie.
”Så, min skat, det var den historie,” sagde han.
”Den var meget god,” sagde Sofie, ”men det er nu altså alligevel irritererende, at de voksne skal bestemme alt. Kunne de ikke bare nøjes med at bestemme lidt? Så jeg også måtte bestemme noget.”
Farfar smilede igen.
”Jo, og det skal du også have lov til. I morgen holder vi Sofie-bestemmer-alt-eller-i-hvert-fald-næsten-alt-dag, og så må du bestemme alt… Bare det ikke er farligt eller gør andre mennesker kede af det,” sagde han.
”Må jeg virkelig ellers bestemme alt,” spurgte Sofie.
Farfar nikkede igen.
”Godt,” sagde Sofie, ”så bestemmer jeg, at vi skal have aftensmad til morgenmad. Vi skal have pizza og salalt lige når  vi vågner. Og havregryn med mælk inden, vi går i seng.”
”Okay,” sagde farfar.
”Og du skal ikke fortælle godnathistorie. Du skal fortælle godmorgenhistorie, lige når vi vågner,” fortsatte Sofie. ”Og når vi skal gå tur i skoven, skal vi gå baglæns.”
Farfar nikkede ivrigt, og så på Sofie:
”Det er alt sammen okay. Det gør vi. Og mere til, hvis du finder på mere. For, Sofie, alting behøver ikke at være som det er.”

Tak til Jonathan, der gerne ville høre om en verden, hvor alt var omvendt.
Copyright: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

9 kommentarer:

  1. Rigtig god historie, mange tak og godnat fra Graekenland.
    Nicoletta og Stefania

    SvarSlet
  2. Selv tak til Nicoletta og Stefania fra Grækenland... : ) Gode hilsner Maria Rørbæk

    SvarSlet
  3. Hej Maria! Rigtig rigtig god historie! Børnene elskede den!
    Men jeg opdagede to fejl. :)
    Du skrev at Karl hed Kalle længere nede, og hoved, har du stavet hovet. Men ellers en rigtig rigtig god historie! Keep up the good work! :)
    MVH De to trætte børn og deres far

    SvarSlet
  4. Tak til de trætte børn og deres far - Nu har jeg rettet det, så Karl hedder Karl hele vejen igennem og hovedet staves hovedet. Dejligt I kan lide historien. BH Maria Rørbæk

    SvarSlet
  5. Tak for super gode godnat historier! Vi opdagede også en lille fejl. Det ene sted står der at begge børn går i børnehave og senere står der at Katrine skal i skole :-)
    Hilsen Katja og Martha (5 år).

    SvarSlet
  6. Dejligt at I kan lide historien - nu skal Katrine ikke længere i skole... : )

    SvarSlet
  7. God historie😃
    Godt at de fandt ud af at det ikke er godt hvis børnene bestemmer alting🙂

    SvarSlet
  8. Hej Maria, fin lille historie. På et tidspunkt skriver du at Sofie løb op på værelset for at se om ønskefeen var der. Det er da vel Katrine der løb derop? Sofie er jo slet ikke med i historien, men får den fortalt af sin morfar!

    SvarSlet