torsdag den 27. januar 2011

Gudernes hjelm

                                                            1) Den mystiske mand

- Hedder du Eskild. Hedder du virkelig Eskild, spurgte den mystiske mand.
- Øh, ja, svarede Eskild.
- Så må du endelig komme ind og besøge mig. Kom ind og… Kom ind og… Kom ind og få pandekager og… sodavand og en stor pose slik og, og… is og chokolade, sagde manden.
- Jo, tak svarede Eskild.
- Må jeg også komme med, spurgte Eskilds ven, Bo.
Den mystiske mand så uinteresseret på ham.
- Jo, det kan du da godt, svarede han så.
Manden stirrede igen på Eskild:
- Kom i morgen eftermiddag. Kom klokken tre, så skal du bare se, det bliver en rigtig fest, sagde han ivrigt. 
 
Da den mystiske mand var forsvundet ind i sit hus, grinede Eskild og Bo til hinanden.
- Hold kæft, han er underlig, sagde Bo.
Den mystiske mand havde boet nogle uger i huset bag Eskilds have, men det var første gang, at drengene talte med ham. De havde haft en sneboldkamp, og Bo havde flere gange råbt på Eskild.
- Kom an, Eskild, for eksempel.
Og så var der pludselig dukket et langskægget hoved op over hækken:
- Hedder du Eskild. Hedder du virkelig Eskild?
- Totalt mærkelig mand. Det var ligesom om, at han gik vildt meget op i, at du hedder Eskild. Og han var pænt ligeglad med, at jeg hedder Bo, kommenterede Bo bagefter.
Eskild nikkede.
- Ja, men det lyder da kanon med pandekager og sodavand og en stor pose slik og is og chokolade.

*
Om aftenen sad Eskild og spiste aftensmad med sin far og mor.
- Hvorfor hedder jeg egentlig Eskild, spurgte Eskild.
- Ja, men det ved du da godt. Det er fordi, at far og jeg synes, at det er sådan et fint navn, og du er sådan en fin dreng, svarede hans mor.
- Men hvad betyder Eskild, ville Eskild vide.
- Det er et oldnordisk navn, begyndte hans far.
- Et old-nisse-hvad for noget navn, spurgte Eskild.
- Et old-nordisk navn. Et navn, der kommer helt tilbage fra vikingetiden. Dengang folk gik rundt med sværd og hjelme og sejlede i vikingeskibe, fortsatte hans far.
- Sejt, mand. Et vikingenavn. Men hvad betyder det, spurgte Eskild.
- Det betyder Gudernes hjelm, svarede hans far.
- Gudernes hjelm. Sejt nok, gentog Eskild. Gudernes hjelm. Det er mig.

*

Næste dag fulgtes Bo og Eskild ind til den mystiske mand. De gik hen ad den snoede stensti, der førte fra indkørslen og hen til hoveddøren.
- Jeg håber altså ikke, at det er dumt det her, sagde Bo, da de kom op til hoveddøren .
Der hang en mærkelig dørhammer. Formet som et kranie.
Eskild rakte tøvende hånden frem. Han kunne ikke lide, at røre ved kraniet, men det behøvede han heller ikke.
Døren gik op, og den mystiske mand stod i åbningen. Han så endnu mere mystisk ud end dagen før. Han havde nærmest en kjole på i blåt stof med guldstjerner. Og på hans hoved sad en spids hat.
- Kom indenfor, Eskild. Jeg har bagt pandekager og købt is og slik og sodavand og chokolade.
Eskild tøvede.
- Kom, vi løber, råbte Bo, men inden de nåede at stikke af, havde manden grebet fat i Eskild og nærmest hevet ham indenfor.
- Kom ind, kom ind, du kan tro, jeg har glædet mig til du skulle komme, sagde han. Bo nåede lige at springe med ind, inden manden lukkede døren bag dem.
Inde i huset duftede der rent faktisk af pandekager. Og da manden viste dem ud i køkkenet, var der dækket op og sat røde sodavand på bordet. Der lå også en pose slik ved hver tallerken, og i en stor gryde var manden ved at koge kakao. Eller drengene troede i hvert fald, at det var kakao.
- I får is til pandekagerne, sagde manden.

*

- Hvad hedder du egentlig, spurgte Bo.
- Grisaldo, svarede manden.
Eskild kiggede sig omkring.
Det var et underligt køkken. Fyldt med ting.  Der var hylder med krukker i alle mulige farver og faconer, og på væggen hang dyreskeletter. En af dem havde et stort horn.
- Bare sæt jer og spis, sagde Grisaldo.
Eskild og Bo satte sig ind til bordet. Bo begyndte straks at guffe fra slikposen.
- Det er lækkert, sagde han med munden fuld af vingummi og lakrids.
Grisaldo smed pandekagerne op i luften og greb dem igen med panden.
- Sådan, værsgo, sagde han, og lagde den ene efter den anden på Bo og Eskilds tallerkener.
Drengene guffede løs. Det smagte så godt, at de helt glemte, at de havde tænkt, at Grisaldo var underlig.
- Så er der varm kakao, sagde Grisaldo og serverede en dampende varm kop for hver af drengene. Allerførste mundfuld smagte lidt mærkeligt, syntes Eskild. Lidt stærkt. Men så tænkte han ikke nærmere over det. Det hele var så lækkert med pandekager og is og slik og sodavand. Da han havde drukket den allersidste mundfuld kakao, begyndte Grisaldo at le. En ret uhyggelig latter.
- Det lykkedes. Det lykkedes at få jer til at drikke trolddomsdrikken.
- Tr-tr-tr-trolddomsdrikken, spurgte Eskild.
- Ja, trolddomsdrikken. I troede, at det var kakao, men det er det slet ikke. Nu er I i samme båd som mig. Enten klarer I den, og så klarer vi den, eller også klarer I den ikke, og så klarer vi den ikke.
- Jeg fatter ikke, hvad du snakker om, sagde Bo.
- Jo, sagde Grisaldo og satte sig ned ved deres bord.
- Jeg er troldmand. En rigtig troldmand. Men jeg er ved at miste min kraft, jeg er ved at blive gammel og syg. Jeg skal have noget navnekraft for at få mine kræfter igen, men så kan jeg til gengæld leve mindst 500 år mere, selv om jeg allerede er 763, sagde han.
- 763, sagde Eskild fuld af undren.
Oldemor var 90, og hun var det ældste menneske han nogensinde havde mødt og rigtig, rigtig gammel, så det kunne ikke passe, at Grisaldo var 763.
- Ja, 763. Jeg sagde jo lige, at jeg var troldmand.
- Navnekraft, hvad mener du så med det, spurgte Bo.
- Jo, forklarede Grisaldo. Der er nogle navne, der er magiske, og hvis man har et magisk navn, kan man løse en opgave, der passer med navnet, og få noget navnekraft. Og Eskild, det er et magisk navn. Gudernes hjelm, betyder det, så du skal ind i eventyrverdenen og stjæle gudernes hjelm – så får du navnekraft. Og når du får navnekraft, får jeg navnekraft, fordi du har drukket af trylledrikken. Men hvis du ikke får fat i hjelmen, bliver du syg og gammel som mig. Det er det, jeg siger. Vi er i samme båd. Enten klarer I den, og så klarer vi den, eller også klarer I den ikke, og så klarer vi den ikke.

*

- Ved du hvad, det der tror jeg ikke en skid på. Du er underlig, men du er ikke nogen troldmand, sagde Bo, og gjorde klar til at rejse sig fra bordet.
- Selvfølgelig er jeg en troldmand, sagde Grisaldo.
- Og jeg skal nok bevise det.
Han hev en lang sort tryllestav op af lommen, og pegede på Eskilds slikpose.
- Abra-ka-dabra-bliv til en frø, sagde han. Og vupti. Slikposen forvandlede sig til en frø, der kvækkende hoppede væk.
Eskild og Bo var målløse.
Nu pegede Grisaldo tryllestaven mod Eskilds pandekage.
- Abra-ka-dabra-bliv til en soft ice, sagde han. Og vupti. Pandekagen blev en soft ice.
- Og hva, hva, hva, hvad er det så for noget, du siger med, at vi er i samme båd, spurgte Eskild.
- Jo, vi hænger sammen. Hvis noget gør ondt på mig, gør det ondt på dig. Og omvendt, svarede Grisaldo. Så rejste han sig og lagde en hånd på den varme pande.
- Aaaavvvv, skreg Eskild.
Bagefter stak Grisaldo fingrene ned i isen .
- Gys, det er koldt, udbrød Eskild og så forskrækket på Grisaldo.
Hva, hva, hva, hvad er det så, du siger, jeg skal gøre med det der navnekraft, spurgte Eskild.
Grisaldo hev en gylden nøgle op af den anden lomme.
- Jo, du skal gå ned i kælderen og åbne den dør, der passer til denne her nøgle. Så kommer du ind i dén eventyrverden, der passer til dit navn. Vikingetiden, selvfølgelig. Og så skal du finde Valhalla, hvor gudernes høvding, Odin, holder til. Han har en gylden hjelm, som du skal stjæle og bringe med tilbage til mig. Ellers bliver du gammel og svag, selv om du kun er et barn.
Eskild og Bo så på hinanden.
- Jeg skal nok tage med dig, sagde Bo.  
- Men I skal af sted nu. For tryllekraften virker kun til i aften.
Grisaldo rakte Eskild den gyldne nøgle.
- Af sted med jer. Ned i kælderen, sagde han.
- Og jeg skal nok sørge for at sidde stille og roligt i min stol. Så der ikke er noget, der gør ondt på mig.

2) Bag den røde dør

Bo og Eskild gik ned af den stejle vindeltrappe, der førte ned til Grisaldos kælder.
Eskild holdt den gyldne nøgle frem for sig.
Nede i kælderen var hele den ene væg fyldt med døre. Døre i alle mulige farver. Røde døre, blå døre, gule døre og grønne døre. Store døre og små døre.
- Stik nøglen i og find den rigtige dør, sagde Bo.
Eskild prøvede sig frem. Enten var nøglen for smal eller også var den for tyk. Men endelig. Femte eller sjette gang, han stak nøglen i en lås, lykkedes det. Han drejede nøglen rundt og åbnede den lille, røde dør.
Det næste, der skete, var meget mærkeligt. For Eskild vidste jo, at Grisaldos hus lå lige ved siden af hans eget hus, og ude foran hans hus, var det sne og vinter. Men på den anden side af den røde dør, var der sommer. Fuglene sang og bladene var grønne.
Bo og Eskild trådte ud i en skov.
- Hold da kæft, sagde Bo bare.
Bag dem var den røde dør en dør i en træstamme.
- Nå, så skal vi bare finde det der Valhalla, sagde Eskild.
Drengene begyndte at gå gennem skoven. Det var enormt varmt, men langsomt begyndte sorte skyer at trække sig sammen på himlen.
- Gad vide om der kommer en tordenbyge, nåede Bo lige at sige, før regnen begyndte at vælte ned.
- Kom, vi kravler ind i denne her busk, så bliver vi ikke så våde, sagde Eskild.
 Store tunge regndråber faldt og trommede på bladene over deres hoveder. Pludselige lød der også en anden lyd. En dundren.
- Det tordner, sagde Bo forundret.
Oppe på himlen så drengene et mærkeligt syn. En vogn med gedebukke kom flyvende gennem luften. Bag dem sad en stor tyk mand med hjelm på hovedet.
- Det må være Thor. Tordenguden, hviskede Bo.
Den flyvende vogn stoppede lige ud for drengenes busk. Thor steg ned fra sin vogn og kløede gederne bag ørerne.
- Jeg kan godt forstå, at I er trætte, men der er ikke langt til Valhalla. Vi kan hvile lidt her ved mit yndlingssted, og så går det videre, sagde han.
Thor satte sig under et træ, og lidt efter begyndte han at snorke. Det var holdt op med at tordne, bemærkede Eskild.
- Kom, hviskede Bo, vi gemmer os på hans vogn. Uden et ord listede drengene sig op på Thors vogn og gemte sig under nogle skind.

*

Lidt efter vågnede Thor.
Han svingede pisken over gederne og råbte til dem:
- Kom så Tandgrisner, kom så Tandgnost, råbte han. 
Og så gik det af sted. I fuld fart. Op, op, op. Det kildede i Eskilds mave. Selv om han ikke kunne se andet end mørke under tæppet, vidste han, at de fløj afsted.
Eskild fik løftet tæppet en lille smule op, så han kunne se ud, og det var heldigt, for der ventede et syn, han aldrig havde set før. Vognen fløj hen mod et kæmpe hus. Det var så højt, at bare dørene var på størrelse med højhuse. Og taget var bygget af skinnende, blanke skjolde.
- Det er Valhalla. Jeg har læst om Valhalla. Sådan ser Valhalla ud, hviskede Bo.
- Scyy, svarede Eskild. Ham der tordenfyren må ikke opdage os.
Thor stillede vognen med gederne ved siden af en af de enorme døre og gik ind.
Da han var forsvundet, krængede Eskild og Bo tæpperne af sig.
- Vi må tage noget vikingetøj på, så vi ikke skiller os ud. Se her, der er både sværd og skjolde, hjelme med horn og nogle dragter her, sagde Eskild og pegede på en bunke i vognen. I en fart fik drengene deres eget vintertøj af og vikingetøjet på. Så gik de ind i Valhalla. I den kæmpe store sal var der fyldt med mænd. Kæmpestore mænd, der sad og åd og drak ved lange borde.
- Jeg vil have mere mjød, råbte en af dem.
- Det er en slags øl, hviskede Bo til Eskild.
-  Så tag dog noget. Geden Heidrun kan give dig så meget, det skal være, brølede en anden.
Nu så Eskild og Bo, at der var en stor ged midt mellem bordene. Og nogle meget smukke piger, der malkede mjød ud af geden. Der var også en gris, som de smukke kvinder skar store lunser kød af. Men hver gang de skar en luns, voksede der en ny ud.
- Det er altså helt vildt. Vi er virkelig i Valhalla. Det har jeg læst om, hviskede Bo
Lidt hævet over de andre, var der et bord for de aller vældigste kæmper. Mellem dem sad en mand med en guldhjelm og to ravne på skulderen. Han havde kun et øje, der stirrede frem for sig .
- Det er Odin, sagde Bo. Det er hans hjelm, vi skal have fingrene i.
Pludselig var der en af kæmperne, der så direkte på drengene.
- Hør, I er da godt nok ikke ret gamle. Hvordan er I kommet her, spurgte han.
Eskild anede ikke, hvad han skulle svare, men det gjorde Bo heldigvis.
- Vi er selvfølgelig faldne kæmpere, som alle andre her i Valhalla. Selv om vi kun er drenge, gik vi ind i hæren og kæmpede som vikinger, sagde han.
- Godt, sådan skal det være. Kom her drenge og drik mjød, råbte kæmpen og så fik Eskild og Bo en plads ved langbordet.
Bo lænede sig frem og hviskede ind i Eskilds øre:
- Valhalla er dét sted, hvor man kommer hen, hvis man falder i kamp. Så kan man bare drikke og æde og være omgivet af smukke kvinder. Det har jeg læst om.

*

Kæmpen, der havde inviteret dem ned til bordet, proppede svinekød i munden, så flæskesværen strittede ud mellem hans læber.
Han lænede sig tilbage og slog en kæmpe bøvs.
- Ah, hvor er det fedt det her. Mere mjød, mere mjød, råbte han til en af de smukke kvinder.
Bo lænede sig igen frem mod Eskild.
- Lad være med at drikke af mjøden. Bare lad som om du gør det. Ellers bliver du bar fuld.
De næste timer blev der spist og drukket, og drukket og spist, og spist og drukket og drukket og spist.
Hver gang kæmperne havde spist et kødben, kastede de det bare tilbage over nakken, så gulvet efterhånden flød med fedtglinsende kødben.
- Skal vi ikke lave en konkurrence om, hvem der kan prutte højst, spurgte en af kæmperne ved langbordet, og så bragede det ellers løs: Prrrrssssstttttt. Prrraaaassst. Prriiiittttt.
- Hold, sjæft, mand, man bliver træt af at drikke så meget, sagde en af kæmperne ved langbordet og væltede ind over bordet.
Lidt efter lød der en heftig snorkelyd fra ham.
- De er blevet så fulde, at de falder i søvn, hviskede Bo til Eskild, og ganske rigtigt. En efter en væltede mændene ned og faldt i søvn. Nogle lå med hovedet i maden. Andre snorkede mellem bordene.
Til sidst var alle faldet i søvn. Undtagen Bo og Eskild.
- Kom, så snupper vi den gyldne hjelm fra ham der Odin, hviskede Eskild.
Drengene skrævede hen over de sovende mænd, og nåede op til langbordet, hvor den enøjede mand lå og sov med et krus øl i hånden.
Eskild lirkede den gyldne hjelm af hans hoved og skyndte sig væk. De var næsten nået hen til udgangen, da der lød et kæmpe brøl bag dem:
- Hvem har stjålet min hjelm!!!
Odin var åbenbart vågnet, og havde rejst sig op. Han var frygtelig høj. Så høj som tre mænd.
- Hvem har stjålet min hjelm! Stop tyven! Brølede han.
Rundt om ved langbordene begyndte nogle af mændene at vågne. Fortumlede så de sig omkring og fumlede efter deres sværd.
- Det er drengene. Efter dem, brølede Odin med en stemme, der gik gennem marv og ben.
Bo hev fat i Eskild.
- Kom, vi spæner råbte han.
Så løb drengene alt, hvad de kunne. Ud gennem en af de store døre. Hen mod Thors vogn med gederne.
Bag dem gjaldede råbene:
- Efter dem! Fang dem! Fang drengene.

3) Grisaldos komplot

Nogle af kæmperne havde fået fat i deres sværd og kom løbende efter Bo og Eskild. Eskild knugede den gyldne hjelm til sig, mens han løb. Det stak i siden, så stærkt løb han.
En af kæmperne var næsten nået hen til ham. Han havde løftet sit sværd.
- Løb, løb, løb, råbte Bo, og det gjorde Eskild. Han løb så stærkt, som han aldrig nogensinde havde løbet før. Kæmpen stak med sværdet, men Eskild nåede at springe til siden, så sværdet huggede ud i luften.
Bo sprang op i Thors vogn med gederne. Han stak hånden ud og greb fat i Eskild. Så hev han ham med op i vognen lige for næsen af den store kæmpe.
- Eskild, Eskild, hvad var det nu de geder hed, råbte Bo.
- Kom så tandbørste, prøvede Eskild.
Gederne stod bomstille.
Kæmpen nærmede sig med hævet sværd.
- Kom så tandkrus, prøvede Bo.
- Kæmpen huggede ud efter Eskild.
- Tandfe, tandlæge, tandrensning, råbte Bo fortvivlet.
Nu hev kæmpen fat i vognen, og begyndte at hive sig op.
I samme øjeblik åbnede Bos ansigt sig i et bredt smil.
- Tandgrisner og Tandgnost. Afsted, brølede han triumferende. Og dét fik gederne til at lystre. De løb af sted og lettede snart efter fra jorden. Dén kæmpe, der havde fået fat i vognen, mistede sit greb.
Jublende så Eskild og Bo, hvordan kæmperne på jorden blev mindre og mindre, mens vognen kørte højere og højere op på himlen.
- Før os til Thors yndlingssted, råbte Bo til gederne.
Eskild knugede den gyldne hjelm.
De fløj af sted hen over himlen. Imens lød det som tordenvejr og rundt om dem regnede det.
Gederne landede ved dét træ, hvor de havde været tidligere på dagen. Eskild og Bo sprang ud af vognen og løb af sted gennem skoven. Tilbage til træstammen med den røde dør, som de var kommet ind af.
Her smed de vikingetøjet og tog deres eget vintertøj på igen.
- Så skal vi vel bare ind ad døren og tilbage til Grisaldo, sagde Eskild.
Bo tøvede.
- Jo, sagde han, der er bare noget, der bekymrer mig.
- Hvad er det, spurgte Eskild.
- Jo, hvad vil Grisaldo bruge den gudehjelm til? Vi har jo stjålet en gudehjelm, det er en vild ting at gøre.
Eskild nikkede.
- Ja, men vi har jo ikke rigtig noget valg. Hvis vi ikke kommer med gudehjelmen, bliver vi gamle og svage selv om, vi kun er børn. Det sagde Grisaldo selv.
Bo nikkede.
Han kiggede ud over skoven. Det var ved at blive mørkt.
- Ja, men kan du ikke huske, hvad Grisaldo sagde, lige inden vi gik: ’Tryllekraften virker kun til i aften.’ Jeg tror ikke, vi er forbundne længere. Vi er ikke længere i samme båd.

*

I det samme lød der et uhyggeligt brøl.
- Der er I! Hvor vover I at stjæle min hjelm.
Gennem skoven kom en sort hest ridende imod drengene. Men det var ikke nogen almindelig hest. Det var en hest med otte ben, der gungrede hen over jorden, og red så stærkt, så stærkt. På sadlen sad Odin med et langt spyd i hånden.
- Jeg skal have min hjelm! Og det skal være nu, råbte han.
- Giv ham hjelmen, råbte Bo.
Eskild nåede ikke at tænke så længe. Han kastede bare guldhjelmen op mod Odin, der greb den i luften.
Så åbnede Bo den røde dør i træet, og de løb ind i Grisaldos kælder.
Bo smækkede døren i, og drengene satte sig op af den.
- Pyh, ha, sagde Eskild. Det er da hvad, man kunne kalde et eventyr. Men hvad gør vi nu? Vi har jo ikke hjelmen.
Inde fra kældermørket lød en pibende stemme.
- Har I ikke taget hjelmen med. Åh, gudskelov, I har ikke taget hjelmen med.
Eskild tændte lyset i kælderen, og opdagede en mand, der lignede Grisaldo på en prik.
- Det er mig, der bor her i huset, men den onde troldmand Grisaldo har fanget mig, og forklædt sig som mig ved hjælp af en trylledrik. Hans plan er at skaffe gudehjelmen, så han kan blive den ondeste troldmand i hele universet, sagde manden.
I det samme gik døren til kældertrappen op, og endnu en Grisaldo-lignende mand kom løbende ned af den.
- Har I hjelmen, har I hjelmen, råbte han ivrigt.
- Øh, nej….
- Nej! Siger du nej!
Grisaldo brølede.
- Jeg vil have den hjelm. I skulle skaffe mig den hjelm. Jeg vil have den, jeg vil have den, jeg vil have den.
Grisaldo rev sig i håret, og blev mere og mere rød i hovedet af raseri.
- Idioter. Amatører, råbte han.
- Jeg tryller mig væk. Jeg tryller mig væk fra jer idioter. Jeg tryller mig hen til nogen, jeg bedre kan narre.
Grisaldo løftede sin tryllestav og pegede den mod sig selv:
- Abraka-dabra-forsvind, sagde han.
Og i det samme forsvandt Grisaldo i den blå luft.
Bo og Eskild stirrede målløse på det sted, hvor han lige havde stået.
Den anden mand, der også lignede Grisaldo, smilede stort.
- Hold da op, det var tæt på. Hvis I var kommet med den hjelm, var han blevet den ondeste troldmand i hele verden. Kom, hjælp mig fri.
Bo og Eskild gik hen til manden og bandt hans bånd op.
- Pyha, det er det vildeste, jeg har oplevet, sagde manden. Jeg er lige flyttet ind her, og så kom den troldmand simpelt hen og fangede mig. Men det var fantastisk, at I ikke gav ham hjelmen. Kom lad os gå oven på.
Og så gik Eskild, Bo og manden, der sagde, at han hed Kurt Jensen og var en helt almindelig mand, oven på. 
Lidt efter sad de i hans køkken og drak kakao. Den smagte helt almindeligt. Køkkenet så også ret almindeligt ud. Dyreskeletterne var væk. Det var nok Grisaldo, der havde tryllet dem væk, da han tryllede sig selv væk.
- Jeg tror ikke, vi skal fortælle nogen om det her, sagde Kurt Jensen.
- Jeg tror simpelt hen ikke, at de vil tro på, at det er rigtigt. At det er noget, de rigtig er sket, sagde han.
Bo og Eskild nikkede.
- Du har ret. Folk vil tro, at vi er skøre, hvis vi fortæller, at vi har mødt en mand, der kunne trylle rigtigt, og oven i købet kunne sende os ind i en eventyrverden, hvor vi både mødte Thor og Odin og kom til Valhalla, sagde Bo.
Eskild nikkede.
- Nej, der er ingen, der vil tro på, at jeg skulle hente gudernes hjelm bare fordi mit navn, Eskild, betyder gudernes hjelm.
Og så besluttede de alle tre, at de aldrig ville fortælle, hvad der var sket.
Men fra den dag af gav det altid et gib i Eskild, når der var nogen, der sagde:
- Eskild. Hedder du Eskild. Hedder du virkelig Eskild.

Denne historie blev skrevet til min nevøs barnedåb - han hedder selvfølgelig Eskild.
Copyrigth: Maria Rørbæk / http://www.godnathistoriertilditbarn.blogspot.com/

4 kommentarer:

  1. Spændende historie, mine tre drenge elsker at høre om guderne Thor og Odin. Det vil glæde dem hvis der kommer flere lignende historier om guderne og Valhalla

    SvarSlet
  2. Tak for din respons. Jeg har lige nu ikke planer om flere historier om Valhalla, men det kan være, de kommer senere... : )

    Mvh Maria Rørbæk

    SvarSlet
  3. Tak for en super god historie!
    Min 6 årige søn elsker den.

    SvarSlet
  4. Godt at høre at din 6-årige søn er glad for historien. God fornøjelse med historierne her på bloggen. VH maria

    SvarSlet